Triangulær terapi® – Tegneterapi

Undervisning og supervision i Triangulær terapi® – Tegneterapi og Triangulær Proces for psykologer og psykoterapeuter.

Hvis du/I som kollegagruppe er interesseret i området er I velkomne til at kontakte mig for at tale om muligheder for ramme/indhold/pris/forløb.

Triangulær terapi® er et andet ord for Tegneterapi.

Det er en kreativ terapiform, som er lige så velegnet til voksne som til børn. Vi arbejder med samtale og tegning med oliepastelfarver på papir. Det kaldes Triangulær Terapi®, fordi terapien foregår som en slags samtale mellem 3 parter: Terapeuten, klienten og billedet. Du behøver ikke synes, du kan tegne for at få glæde af det. Det vigtige er, at du får åbnet en adgang til en viden, du har inderst inde, og som vil vise sig i de billeder, du skaber – hvad enten det er tændstikmænd eller farvede streger/mønstre, diagrammer eller symboler -eller noget, vi kan se, hvad ligner.

Det kan være svært at gengive i ord – men gennem årene har jeg gang på gang oplevet, hvor kloge hænderne kan være, når de tegner! Og hvordan tegningen og den kreative proces kan hjælpe til at give håb og skabe mærkbar forandring i livet.

For behandlere, studerende og særligt interesserede uddyber jeg teori og metode i Triangulær terapi® i bogen :

Triangulær terapi®

- En grundbog i tegneterapi for voksne

Frydenlund 2012

se mere under aktuelt

Kreativ proces
Jeg har arbejdet med kreative processer og tegneterapeutisk metode gennem mange år, både i individuel terapi, i udviklingsgrupper , i supervision og i proces-arbejde i faglige og tværfaglige arbejdsgrupper.

Jeg er uddannet Tegneterapeut hos psykolog Brita Jørgensen, Århus og har efterfølgende siden 2001 videreuddannet grupper af psykologer i Psykodynamisk terapi med brug af tegneterapeutisk metode. Jeg har desuden undervist i metoden på workshops for psykologer, kurser for psykologi-studerende, foredrag i Psykoterapeutforeningen m.v

Efteruddannelseskurser i tegneterapi -

Jeg starter ikke nye 3 årige efteruddannelseshold. Er du interesseret i tegneterapi/Triangulær terapi kan du henvende dig pr mail for at høre, om jeg har kortere forløb på vej – alternativt tilbyder jeg supervision på arbejde med tegning i terapi.

Tidl udd.: 3-årigt efteruddannelsesforløb for psykologer og psykiatere:

  • Psykodynamisk terapi/Triangulær terapi
  •  somatisk orienteret
  • tegneterapeutisk metode
  • og chocktraumeterapeutisk metode
  • Rekvirér pjece eller ring/mail for yderligere oplysninger